Kontakt / LAND Center

Hvad er LAND?

Den bedste måde at forstå permakultur på er at se den i praksis. Derfor er LAND projektet blevet skabt med det formål at skabe et offentligt tilgængeligt lærings- og demonstrationsnetværk omkring permakultur i Danmark.
 
LAND står for: Læring, Aktivitet, Netværk og Demonstration
 
LAND projektet er en tilpasning af et tilsvarende engelsk projekt, der har haft bragende succes. LAND står for ”Learning And Network Demonstration” og projektet sætter fokus på læring omkring bæredygtige løsninger for hverdagen.
Det er almindelige husholdninger i byen og på landet, der er transformeret med gennemtænkt design fra at have højt forbrug af energi, vand og tid, samt meget affald, til at blive mere og mere selvforsynende og med til at støtte en bæredygtig livsstil.
LAND centrene kan også være lokale projekter, der inddrager stedets beboere og hvor der lægges vægt på netværket og de sociale aspekter, som udmønter sig i, at centrene typisk udbyder rundvisninger, udveksler færdigheder og holder kurser i bæredygtig tilpasning til et lavere energiforbrug.
    

LAND Center

Vores permakultur projekt Permakulturhaven MYRRHIS blev d. 29. maj 2014 akkrediteret som LAND Center og dermed optaget i det europæiske netværk af permakultursteder, hvor permakultur kan ses og opleves i praksis. Det er vi meget glade og stolte af!

Vores 920m2 grund er designet efter permakultur principper med et off-grid halmhus, hjemmedyrket stråtag, koldrum, udestue, skovhave, taghave, grøntsagsbede, drivhus, integreret dyrehold, vanddam og planteskole med flerårige grøntsager, spiselige træer og buske til salg.
 
 
Som del af LAND netværket, er det muligt at søge om tilskud til besøg på LAND Centre ved at kontakte LAND koordinator Cathrine Dolleris på catshop(at)gmail.com.

OBS! Alle besøg skal aftales på forhånd ved at bruge kontaktformularen her på siden, tak :)

LAND centrenes formål er at dele permakultur med flere, så endnu flere kan se, hvordan permakultur virker - og hvordan man selv kan bruge det i praksis.

LAND centrene demonstrerer permakultur i praksis og vidensdeler igennem lokale netværk. Gennem netværkene vil projektet støtte udvikling af færdigheder indenfor lokal produktion, design af arealanvendelse i samspil med boligen, viden og praksis omkring bæredygtig levevis og permakultur til gavn for både permakulturpraktikere og offentligheden.
LAND projektet og organiseringen bag hjælper til at støtte de lokale LAND centre, så de bedre kan udvikle lærings- og demonstrationsaktiviteter.
 
Du kan læse mere om LAND centrene i Danmark via Permakultur Danmarks hjemmeside.
 
De danske LAND centre består pt. af:

Byhaven 2200 (København)
Vitsøehus (Ærø)

 
Du er altid velkommen til at kontakte og arrangere et besøg!
Myrrhis v/Tycho Holcomb | CVR: 34829594 | Friland 30, 8410 Rønde - Denmark | Tlf.: +45 2423 3883